DM i masters sprint

D. 6.6 var der DM masters sprint på Brabrand sø. En vindblæst omgang! Men det lykkedes da at gennemføre de 200 og 500 meter. Da jeg var eneste i klassen, så vandt jeg guld og det var da meget sjovt for en motionist som mig.

Det var romæssigt en frygtelig oplevelse. På 200 meter roede vi i modbølger. Jeg tog så meget vand ind, at kanoen var halvt fuld af vand og 10 meter før mål, frygtede jeg, at jeg sank (det har jeg prøvet før til Havneræs i april på Brabrand sø).

500 meter var i medvind og jeg røg ud i åkanderne, som så satte sig på spidsen. Igen var der medbølger og kraftig vind ind bagfra fra højre.  Mine konkurrenter Anders og Tor roede dog et pænt løb i 2.01 og 2.11, mens jeg kom ind i 3.19. Mit mål er imidlertid 2.30. Og under mere rolige forhold er jeg nu sikker på, det er opnåeligt.

Brabrand_20150604

Foto: Søren Mads Kildemoes, Kano Danmark

Det var lidt synd for Ida og Kilde fra København, der kom helt til Aarhus for hhv. at være blæse rundt på søen / være tilskuer, rådgiver & fotograf. Men sådan er det nogle gange at starte noget nyt. Kano kræver mere rolige opgivelser end Brabrand sø kan levere. At Ida gennemførte begge sine løb trods de umulige forhold var rent faktisk imponerende, hun startede også i kapkano i 2014.

Jeg forsøgte som den eneste at kæmpe mig igennem 5000 meter, men tog kun en 1/3. Det var umuligt at holde retning i sidevinden. Vendingen var slet ikke til at lave, så jeg hoppede ud af kanoen og vendte den i vandet og kom så videre med en selvredning. Da jeg kom ind efter ca. 1.700 meter, da kom de første kajakker i mål på 5000 meter. En anden gang, så send da kanoerne på 5000 meter afsted en halv time før alle andre. Vi skal bruge mere tid. Det er meningsløst at blive sendt afsted sidst!  Men igen…. vinden…..

Jeg er fuld af begejstring for sporten og glæder mig til at deltage i de næste løb. Dv må så gerne foregå uden nævneværdig vind, så vi kan vise, vi godt kan ro!

Indtil da træner vi i Aarhus og arbejder på at få flere med. Heldigvis har vi nogenlunde vindforhold i Aarhus Lystbådehavn, selv når det blæser. Og det gør det for det meste i Aarhus.

IMG_0288

Vi fik flotte Kano Danmark trøjer doneret af en ukendt sponsor.

Til slut vil jeg fortælle, at det er sjovt at møde andre med samme interesse. Jeg fik prøvet Tors Plastex kano og Gpower padle. Og fik set Kildes nye Braca padle. Jeg skal helt sikkert have en ny padle. Min er for stor i bladet. Og så vil jeg til at træne i min Vajda kano. Den er lidt smallere og mere retningsstabil. Og så tager den ikke så meget vand ind, tror jeg.

Til næste træf håber jeg, vi kan arbejde mere med det rotekniske.

Tak til Aarhus Kajak Samvirke for et ellers vellykket arrangement.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *